Weekend getaway!

En af mine personlige yndlings rejsetyper er den velkendte “weekend getaway”!

Denne type af rejse giver meget sig selv – man tager en smuttur afsted i en weekend eller forlænget weekend. Den passer derfor ind i de flestes liv, da det ikke er noget man behøver planlægge længe, det er relativt billigt, og man skal ikke tage fri – helt perfekt til det moderne stressede liv.

Som dansker har vi hele europa for vores fødder, og det tager ikke lang tid at flyve til mange europæiske storbyen. Det er derfor nemt at komme lidt væk, og få rejst, selv i en stresset hverdag. Weekend getaway’en gør sig godt til storbyer – men er mindre velegnet til badeferier. Min sidste weekendtur gik til Milano med min kæreste – vi tog afsted fra Københavns lufthavn fredag eftermiddag/tidlig aften, og kom hjem igen søndag aften. To nætter var helt perfekt til at se Milano, og vi fik brugt noget rigtigt kærestetid sammen – hvilket jeg er sikker på er sundt for parforholdet! Vi rejste med SAS på ungdomsbilletter (det kan altså virkelig godt betale sig hvis man er under 26!), og havde købt light billetter så vi kun rejste med håndbagage, hvilket er mere end rigeligt til en weekend-tur. Så kan man tage tasken med fra arbejdet/skole, direkte ud i lufthavnen, hvor man bare skal gå igennem security og så ud til sit fly. Det er en fantastisk måde at rejse på, og man føler sig virkelig høj når man går igennem lufthavnen, klar til en fantastisk weekend. Hjemmefra havde vi booket en transfer-bus fra lufthavnen og til hovedbanegården, hvor vores hotel lå lige ved siden af – det var virkeligt billigt, og meget bekvemmeligt ikke at skulle tænke over det når man landende. Det er helt klart værd at overveje om det ikke er bedre, end at stå i tog og metro (det er ikke meget billigere, men meget mere stressende og uoverskueligt!)

Når du pakker til en weekendtur skal du huske at du ikke er væk særligt længe. Er det kun to nætter, så er det altså kun to outfits ud over det du tager afsted i – og så måske noget fint til en middag ude den ene aften. En let makeup taske, og lidt smykker er også vigtigt. Rejsebogen (jeg er personligt Lonely Planet tilhænger) er også et must – det er som en personlig turguide, der kan lære dig om kulturen, sjove lokale historier, de rigtige spisesteder og meget andet. Derudover er det en god idé hjemmefra at have søgt lidt på byen, ellers kan man godt stå og være lidt fortabt, og ikke vide hvor man skal gå hen eller kigge efter. Derudover er der også flere steder hvor man skal have booket tid/billetter på forhånd. Men man skal heller ikke lave et helt program – det kan være godt at tage det lidt som det kommer, og give sig tid til bare at gå rundt og kigge, fare vild, spise en is eller hvad man nu lige føler for. I Milano endte min kæreste og jeg med at bruge jeg ved ikke hvor mange timer i et 7 etagers højt shoppingcenter med alle de dyre mærker. Det var så hyggeligt bare at gå rundt og kigge sammen, især hvis man som mig har en shopaholic i maven.

Man kan tage på weekendture på mange budgetter. Billetter inden for Europa er slet ikke særligt dyre, så det handler bare om at holde øje med SAS’ ungdomsbilletter (hvis man er under 26 år) og Norwegian – de har begge nogle gode priser inden for Europa, og man kan komme meget billigt afsted hvis man ikke skal have baggage med. Hoteller findes der i mange prisklasser. Personligt vil jeg gerne bruge lidt mere på en central beliggenhed – især når man ikke har særligt mange nætter. Så bliver det heller ikke så dyrt, når det “bare” er to overnatninger. I Milano valgte vi at booke på Hilton – det var faktisk ikke så dyrt som jeg havde frygtet, og så ved man bare der er styr på tingene når det er et Hilton. Men man kunne også sagtens have gjort det billigere!

Et eksempel på et budget i den dyre ende for 2 personer: (vores tur til Milano 2017)
Flybilletter = 709kr pr person = 1418kr (SAS youth go’ light)
Hotel = 946,5kr pr nat = 1893kr (Hilton inkl. morgenmad)
4 måltider = 1466kr (her indgår også drikkevarer og lidt dyre restauranter!)
I alt: 4777kr = 2388,5kr pr person
Så for under 2500kr pr person, og det er som sagt i den dyre ende, hvor vi ikke sparede på noget!

Dette er virkelig en god måde at rejse på, hvilket nok også er grunden til den er så populær – så er det ikke noget du har prøvet før, så er det bare om at komme afsted! Jeg vil elske at høre om dine oplevelser med ‘Weekend Getaway’! Hvor har du gode erfaringer fra? Hvor går næste tur til?

/Eloïse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *