Roadtrip på Australiens østkyst! 🌅🌌☀️🌴🐢🐨

over julen og nytåret 2016-2017 var jeg på roadtrip på den Australske Østkyst. Det var min første og indtil videre eneste gang i Australien, men som mange andre forelskede jeg mig på stedet. Derfor vil jeg gerne dele denne fantastiske oplevelse med dig! Jeg skriver kun om de ting jeg synes var de vigtigeste. Vi stoppede dog mange flere steder, så skriv en kommentar hvis du vil høre mere om et andet sted undervejs!

Turen

Min veninde skulle i efteråret 2016 studere et semester i Australien. Hendes kæreste var lige blevet færdig med sin kandidat, så han tog med hende. Jeg ville så gerne besøge dem, så jeg købte billet fra den 14. december til den 2. januar. Vi fik senere overtalt min venindes lillesøster, som også var min veninde, til også at tage med. Hun studerer ikke, og havde ikke fuldtidsarbejde, så hun havde tid til at tage der ned et par uger før mig, hvor de 3 var på Bali. Da jeg kom var de taget til Sydney, hvor vi brugte de to første dage. Her startede turen op mod Cairns, hvor vi igen ville drage hvert til sit.

Sydney

I Sydney var vi som sagt omkring to dage. Vi var selvfølgelig ude på sightseeing, hvor operahuset lå øverst på listen. Bondi Beach brugte vi også en af dagene på. Men Sydney er der skrevet mange gode rejseguides til – så husk sådan en, og så er du godt på vej 🙂 Men et råd du måske kan tage med dig, er at Ivy Pool Club er det vildeste diskotek, med 4 etager og pool midt på den ene udendørsterrasse. Selvom man ikke er til diskoteker (som jeg ikke er), bør man besøge Ivy Pool Club. På billedet nedenfor står jeg i poolen midt i festen!

Byron Bay

Vi havde et par overnatninger i Byron Bay – som var en af mine favoritsteder på hele turen! Hvis i kommer forbi, så bo på vandrehjemmet Art Factory! Det var helt fantastisk, og især de små hytter er mindeværdige. Vi havde en lille terrasse ud til en lille sump/sø. Der var et hav af dyr der rendte rundt. Om aftenen fandt vi altid nogen at sidde og spille kort og hygge med. Det er den ægte backpager-stemning der lever her, og havde jeg rest alene var jeg blevet meget længere her!

 

K’gari Island

K’gari Island er tidligere kendt som Fraser Island. Det er verdens største sandø, og helt sikkert et besøg værd! Man kører rundt i 4-hjuls trækkere, og man kan enten bare leje en bil, eller booke en tur. Vi holdte juleaften på K’gari med Drop Bear Adventures, og det var den mest specielle og uforglemmelige jul jeg nogensinde har oplevet. Vi var på et hold med mennesker fra hele verden, og det var en virkelig blandet gruppe. Det gjorde det dog endnu sjovere, da vi fik dem til at rende rundt og synge ‘nu det jul igen’ om Dave (vores turguide, der var klædt ud som et juletræ).

Den smukkeste stjernehimmel

Da jeg om aftenen den 24.12.2016 sad på en strand på verdens største sandø, var det under den mest betagende stjernehimmel jeg nogensinde har set. Der er ingen storbyer, småbyer eller noget som helst i nærheden, som med kunstigt lys kan ødelægge stjernehimlen. Som spejder har jeg været på min del af ture i naturen – men et syn som dette har jeg aldrig set andre steder. Så det værste ved at besøge K’gari, er at man altid vil savne dens stjernehimmel, hver gang man ser på stjerner efterfølgende.

Man må ikke køre forbi denne helt fantastiske ø uden at besøge den, og Drop Bear Adventures får mine varmeste anbefalinger! Det havde på ingen måde været den samme oplevelse uden dem.

Roadtrip🚗🚗

Mange lejer en bil når de tager på roadtrip – vi købte i stedet en gammel bil. Eller det vil sige, min veninde og hendes kæreste der havde været der et halvt år købte en bil. Jeg ved ikke hvor besværligt det var, eller hvor lang tid det tog. Men den fungerede og vi kørte helt til Cairns i den. Her var planen at sælge den, selvom vi var bekymrede for om vi kunne nå det, med kun få overnatninger i Cairns. Men vi fik vi den solgt ekstremt hurtigt, og der var mange der viste interesse for den. Den endte med at blive solgt for næsten lige så meget som vi havde købt den for, og derfor kunne det helt sikkert bedre betale sig! Så planlægger man en tur på denne kyst, er det værd at overveje, og så slipper du enten for en dyr lejebil eller busser.

Den australske mentalitet

Du har måske hørt om den allerede, ligesom jeg havde, og tænkt “det er nok lidt en overdrevet fortælling” – men det er det virkelig ikke! Mentaliteten i Australien er så anderledes fra den danske. Lige fra jeg landende begyndte fremmede folk i lufthavnen at tale til mig ud af den blå luft. Som dansker kan i forestille jer, at jeg var lidt forvirret og skræmt over det. Det tog også lige et par dage at vænne sig til, selvom jeg efterhånden har mødt mennesker fra hele verden. For de er helt vild venlige, imødekommende og åbne. Det er ikke som den amerikanske “How are you”, hvor de på ingen måde ønsker et ærligt svar. Så har du ikke været der før, så skal du glæde dig til det! Du bliver helt høj og glad i låget af at tale med Aussier 😀

Farvel for nu

Jeg håber mine råd kan bruges, og hvis de kan, så efterlad gerne en kommentar! Husk man kan subscribe ude til højre eller nede i bunden, – du får ingen spam, kun en mail hver gang jeg poster noget nyt herinde (hvilket altså ikke er særligt tit). Del gerne med dine venner der skal til Australien 😀 Knus her fra!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *