Nytårsaften i London; Sky Garden 🥂🍾🎉🎇🍷🎊🎆✨

Som det vil ses her på siden, elsker jeg at holde jul i udlandet, og har efterhånden gjort det et par steder. Men i år blev holdte George og jeg jul alene i vores lejlighed. Efter to år under varme himmelstrøg, var det faktisk helt rart med en rolig kold jul derhjemme. Men så var det selvfølgelig også nødvendigt at der måtte ske noget andet! Derfor tog vi til London for at holde nytårsaften! Så her kommer historien om vores nytår i London!

London Sky Garden – stadig helt fantastisk!

Jeg har allerede skrevet om mit første besøg hos London Sky Garden, det kan du læse om her. Endnu engang havde vi booket bord på ‘Darwin Brasserie’, og denne gang var det en simpel menu man kunne vælge 3 retter ud fra. Der var desværre en del ventetid på at få bord, og maden var ikke af lige så høj kvalitet som jeg huskede den, men udsigten var stadig den bedste jeg har set! Der var inviteret til Club 54 fest, og jeg fandt derfor en fin fake fur i Prag, som vi besøgte et par dage inden, og så havde jeg ellers en guld-paliet-kjole fra French Connection og Michael Kors støvletter. George havde en retroskjorte og en blazer fra SAND Copenhagen. Vi passede godt ind, og jeg synes generelt at folk var flot inspirerede af temaet. Champagneflasker var der nok af, og vi stod sammen med en masse andre gæster og skålede mens vi så ud over London, da klokken slog 12. Fyrværkeriet ved London Eye var helt fantastisk! Det var en helt speciel oplevelse, og selvom det var meget dyre billetter, så var det stadig det hele værd. Så står du et år og har lyst til at prøve noget vildt, måske nogle af de sidste år inden I skal have børn, så er det helt sikkert anbefalingen herfra at tage til London Sky Garden.

Til og fra

Da vi planlagde denne tur var George og jeg ikke enige om hvornår vi skulle tage afsted og hjem. George ville gerne rejse ud den 30. og hjem den 1. Men da jeg stadig husker hvordan han på en tidligere rejse havde det med at skulle hjem med tømmermænd, så fik jeg ham heldigvis overtalt til at vi rejste derover den 31. og hjem den 2. januar. På den måde havde vi hele 1. januar til at ligge og slappe af på hotelværelset, tage karbad og spise roomservice. Desværre fik jeg ikke roomservice, for vi gik i stedet ned på hotellets restaurant og spiste. Men ligemeget hvad var det en dejlig 1. januar, hvor vi mest af alt sad i morgenkåber og så britisk tv (hold nu op de har mange quiz-shows!). Vi skulle egentlig have rejst hjem alt for tidligt om morgenen den 2., men vi tog en hurtig beslutning da det den 1. januar gik op for os hvor tidligt vi skulle op, og bestilte nogle eftermiddagsbilletter i stedet. Vi rejste med Norwegian til/fra Gatwick, og selvom lufthavnen er et godt stykke fra byen, så gik det hele meget fint.

De sidste bemærkninger!

Det kan helt sikkert anbefales at tage ud og opleve nytårsaften i London – eller andre steder i verden! Vi er i hvert fald glade for den helt unikke oplevelse, og så var det bare fantastisk at komme hjem til et lækkert hotelværelse, hvor man kunne dase hele 1. januar. Har du holdt nytår i udlandet, så vil jeg meget gerne have inspiration til næste nytår! Så efterlad meget gerne en kommentar, om dine oplevelser!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *