Lounges i CPH!

Lounges lyder måske for mange som noget for ‘fine’ eller ‘rige’ – selvom mange er begyndt at få øjnene op for lounges. Men når folk spørger mig hvad jeg vil foreslå at man bruger tiden i lufthavnen på, så er mit svar altid at gå i en lounge. Man behøver altså ikke et fancy kort der betyder at ens bank eller andre betaler for det. Men der er efterhånden rigtigt mange lounges i Københavns Lufthavn, for der er kommet mange til over det seneste år. Jeg har derfor ikke set dem alle sammen (endnu). Men jeg vil her gennemgå de 3-4 lounges jeg har besøgt, og så vil jeg kort nævne den jeg drømmer om at opleve snart.

Overordnet – hvorfor overhovedet lounges?

Hvorfor råder jeg folk til at bruge tid og penge på at gå i en lounge? For det første får du et roligt miljø at sidde, hvilket ikke gør sig gældende for mange andre steder i en hektisk lufthavn. Her har du et udvalg af mad og drikkelse som selvfølgelig afhænger meget af hvilken lounge man er gået i, men i hvert fald kan du tage alt du vil. Skulle du ud og købe et måltid med både koldt og varmt at drikke, og måske dagens avis, så kommer du også hurtigt der op af, og her kan du altså sidde i længere tid og fylde op igen og igen. Så i sidste ende vil jeg mene det er penge der er godt givet ud.

Aviator Lounge (og tidligere CPH Apartment)

Aviators lounge ligger lige mellem finger A og B, lige over O’Learys. Tidligere delte man reception til både Aviators egen lounge, og Lufthavnens egen lounge der hed ‘CPH Apartment’. For Aviators skulle man gå til venstre, og for CPH Apartment skulle man gå til højre. Nu er CPH Apartment der ikke længere, og indtil ombygningerne i CPH er færdige, er de to lounges ens i pris og adgang, og med det samme mad på begge sider. Da CPH Apartment var der var det den dyreste af de to, og man kunne kalde den deres ‘ business-lounge’. Interiøret er stadig det samme, og derfor er den lidt mere ‘business-stil’ til højre. Rygterne siger at de igen vil gå tilbage til at være to forskellige lounges, hvor den til højre igen vil være en dyrere ‘business lounge’, med et bredere udvalg af mad og drikkevarer. Men for nu koster indgangen til begge sider altså kun 155kr.

SAS lounges

Lige foran C-fingren finder man SAS Loungen. Eller loungerne – for der ligger nemlig også to i denne, der ligesom Aviators deler sig i to ved receptionen. Den ene ligger ovenpå, og den anden under. Den på 1. salen er en såkaldt SAS Gold Lounge, hvor man kun kan komme ind hvis man har Eurobonus eller Star Alliance guld kort eller højere, og skal flyve med SAS eller et andet Star Alliance selskab. Denne har jeg derfor ikke besøgt, da jeg desværre ikke er så frequent traveler (endnu). Men den nedenunder, i ’stueetagen’, er en ‘almindelig’ SAS Lounge, hvor man kan komme ind hvis man rejser Plus/Business eller vil betale for adgang. Jeg fløj engang på SAS Plus, og derfor gik vi selvfølgelig også i SAS Loungen, når nu vi havde adgang. den er virkelig stor, og har et kæmpe udvalg på buffeten – yderst imponerende!

Atelier Loungen

Denne lounge er stadig forholdsvis ny, men vi besøgte den på vej til Milano sidste år, da den næsten lige var åbnet. Den er dyrere end Aviator Loungen, men har et fantastisk udvalg af mad og drikke. Jeg siger altid, at en god lounge er den med det bedste alkoholudvalg, og jeg synes faktisk ikke der var noget jeg savnede i denne bar. Maden var god, og fint anrettet. Jeg tror dog denne lounge deler vandene – enten er man vild med den, eller også er man ikke fan. For den er nemlig lidt speciel, da den er meget MEGET farverig. Den er som en regnbue, hvor farverne skifter gennem rummet, og hvor borde, stole matcherne farven på gulvet. Jeg synes den er frisk, men jeg vil give kritikerne ret i at den er meget anderledes end hvordan man normalt forestiller sig en lounge. Dog tror jeg at unge mennesker (især dem med instagram) vil elske denne lounge. Den er nemlig rigtig instagram’able! Man kan tage nogle fancy billeder med farverige baggrunde. Jeg vil i hvert fald gerne besøge Atelier igen, men jeg forstår også godt at folk på min mors alder ikke vil.

Eventyr Loungen

Denne har jeg ikke besøgt endnu, men jeg drømmer om snart at få det gjort. Eventyr Loungen er heller ikke særligt gammel, og så ligger den ude efter pas-kontrollen, og er derfor god hvis man skal ud af schengen fra CPH. Den er vidst lidt dyrere end de andre, men den skulle være det værd, ud fra hvad jeg har hørt. Men jeg vil lave et nyt post når jeg har besøgt det – så jeg har noget reelt at skrive om. Men hvis nogen har prøvet den, så skriv gerne! Jeg vil meget gerne høre andres erfaringer 🙂

Det var det for nu

Husk at sende indlægget til dine venner, som snart skal ud at rejse! Måske de kunne bruge noget inspiration til et lounge-besøg. Derudover vil jeg meget gerne høre hvis nogen har prøvet en af de lounges jeg her taler om, eller måske en af dem jeg ikke har talt om, kan du mon inspirere mig? 🙂 Hvis du vil følge med skal du blot tilmelde din mail – den bliver kun brugt til at sende en mail når der er et nyt blogindlæg, og ikke andet 🙂 KNUS!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *