Jul i udlandet 🎅🏽👙🎄❄️☀️🏝🎁🎄

I Danmark har vi en lang række traditioner for hvordan man holder jul, og mange kan slet ikke forstå at man kan holde jul på andre måder. Men jeg er en af dem, der ikke giver meget for de gamle ens traditioner, selvom jeg elsker julen. For mig handler julen nemlig om at hygge, om at have det godt, om at sætte fokus på mig selv og ikke mindst dem omkring mig. Det handler om at alle skal have det godt, og at give noget til andre. Altså ikke så meget om flæskesteg, brun sauce og kartofler, gaver eller sne. Det er for mig at se bare én måde at opnå en følelse af hygge og nærvær.

Jeg har personligt selv prøvet at holde jul i udlandet to gange. I 2013 var jeg i Paris med min mor. I 2016 var jeg i Australien med to veninder og den enes kæreste. To meget forskellige oplevelser af jul, men samtidigt de to bedste juleaftener i mit liv!

Paris

I Paris var jeg helt overvældet af julemarkederne, juledekorationerne og den fantastiske stemning der på mange måder minder om jul i København, bare endnu mere intensivt! At gå rundt på de store markeder med et glas Gløgg eller varm chokolade med en varm hue, og så ellers bare hygge med min elskede mor – det var den bedste juleaften jeg nogensinde har haft. Helt nede på jorden, hvor vi juleaften spiste på Pâtisserie Ladurée, der ligger på Champs-Élysées, og er kendt for sine macaroons og andre franske kager! Lækker mad, og så ellers bare hygge på hotelværelset med en Buche de Noel (en fransk julekage, som bare skal prøves hvis man er i Frankrig i juleperioden!). Det kan derfor klart anbefales at holde jul i Paris, og jeg glæder mig selv til at gøre det med min kæreste en dag.

Australien

I Australien var jeg på road-trip hen over julen 2016. Min barndomsveninde havde nemlig studeret et halvt år i Australien, hvor hendes kæreste var taget med. Hendes lillesøster, som også var min gode veninde, tog også med der ned. Jeg tog der ned sidst i december, og vi endte derfor med at holde jul os fire. Vi kørte fra Sydney og op til Cairns på næsten 3 uger. Vi brugte juleaften på K’gari (tidligere kendt som Fraser Island), og nytårsaften var vi i Cairns. Dette var faktisk første gang jeg holdt jul uden min mor, og dermed slet ikke var sammen med familie. Dette gjorde det derfor meget anderledes, fra hvad jeg tidligere har oplevet. Derudover var det også min første jul i et varmt land.

Vi havde booket en 3-dags tur med Dropbear Adventures (et FANTASTISK hold af guider!). Det var et fantastisk hold af mennesker fra hele verden, som vi endte med at holde jul sammen med. K’gari er verdens største sandø, og der er derfor sand over ALT! Vi boede i en lille udendørs camp med telte og sand som gulv. Juledag var vi blandt andet ude og besøge ‘champagne pools’, hvor min veninde og jeg tegnede et juletræ i sandet, som vi rendte rundt om og sange julesange.

Om aftenen var vi i campen, hvor der blev lavet barbeque på grill (hvilket nemlig er traditionen der nede).  Senere på aftenen endte vi med at sidde på stranden, og kigge på den FLOTTESTE stjernehimmel. Dropbears leder kom kørende på en ATV, klædt ud som julemand, med gaver til os alle. Vi fire danskere fik alle til at rende rundt og synge ‘nu det jul igen’ i hele campen. En helt fantastisk aften!

Kom afsted!

På baggrund af ovenstående vil jeg opfordre alle til at opleve andre lande og kulturer i juletiden. Man kan også “bare” tage på weekendtur i december, ligesom jeg selv faktisk skal i år. Europa har nogle fantastiske julemarkeder, der er værd at se! Men juleaften et andet sted, er en oplevelse helt uden sammenligning. Man lærer at sætte tingene i perspektiv, og reflekteret over hvad det egentlig er der er vigtigt og specielt ved julen.

Personligt ved jeg ikke hvor jeg ender med at holde jul i år, men jeg arbejder på at komme til udlandet med min mor igen.. Så lad mig gerne høre hvis andre har erfaringer med andre steder, både gode og dårlige!

Sidebemærkning: Seriøst, hvis man vil opleve verdens flotteste stjernehimmel, så skal man tage til K’gari! Der er nemlig ingen storbyer eller lignende i nærheden, og der er ikke meget elektrisk lys på øen.. Derfor er himlen helt oplyst af stjerner, og det er noget af det smukkeste jeg har set! 

1 comment
  1. Min familie var på skiferie i Norge i julen, med nogle venner, for mange år siden. Vi grinede meget af, at der alle steder var reklamer for, at man kunne “hugge” sig et juletræ. Så det gjorde vi. Bare et lille et, men det var super skægt og hyggeligt. Meget anderledes end normal jul for os. ^_^

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *