Jobmuligheder i lufthavnen

Rigtigt mange jeg kender har spurgt mig, hvor man kan søge for at få job i lufthavnen. Derfor har jeg valgt at skrive dette blogindlæg om det, dels for at jeg har et link jeg kan sende til mine venner, og dels for at jeg måske kan hjælpe endnu flere.

Mange mange områder og arbejdsgivere

Der er rigtigt mange forskellige arbejdsgivere, der opererer inden for Københavns Lufthavn. Der er også rigtigt mange forskellige områder man kan arbejde inden for. Jeg vil kun berøre en lille del af alle disse områder og virksomheder, som udgør den ‘brede’ del. Der er mange mere eller mindre specialiserede områder, som man også kan arbejde inden for i lufthavnen. Men hvis du savner information om noget mere konkret er du velkommen til at skrive herunder, så kan jeg svare hvad jeg ved (hvis jeg ved noget om det), eller sende jer i en retning hvor i kan finde mere information. Så smid gerne en kommentar nedenfor, hvis du mangler om et specielt felt eller område!

Københavns Lufthavn som arbejdsplads

Inden jeg begynder at opremse de forskellige steder man kan søge, kunne jeg godt tænke mig at komme med min egen personlige mening om at arbejde i Københavns Lufthavn. Jeg kan ikke forestille mig en federe arbejdsplads. Er du nede i terminalerne, så bliver man hurtigt grebet af den fantastiske energi der opstår, når så mange kulturer og mennesker samles under ét tag. Desuden arbejder du side om side med mennesker fra alle mulige afdelinger, som du sammen med er med til at få en hel lufthavn til at køre rundt. Jeg har hørt mange sige, at enten bliver du hængende resten af livet, eller også er du hurtigt ude igen. Jeg mener også, at det er en branche man enten ender med at elske eller hade – og rigtigt mange elsker den. Mange der startede for kun at være der et år eller to, ender med at blive hængende. For det er så fed en atmosfære og arbejdsplads. Så tror du det er noget for dig, så søg, søg, søg!

Så hvor kan du søge ind?

Som sagt vil jeg her kun nævne nogle enkelte professioner – men nok også nogle af dem der har de fleste medarbejdere, og som favner den bredeste skarre. Så det er på ingen måde en komplet liste, og som sagt må man meget gerne skrive en kommentar, hvis man ønsker mere info om noget der ikke er på listen! Jeg kommer til at opdele listen i områder, der arbejder med forskellige ting. Jeg håber det kommer til at give mening 🙂

Handlingselskaber

Når et flyselskab flyver til/fra Københavns Lufthavn, så er det ikke flyselskabets eget personale der tager sig af ‘groundhandlingen’ (check-in, bagagehåndtering, boarding etc.), men det er der nogle selskaber i lufthavnen som har specialiseret sig i, som flyselskaberne så ansætter til at klare denne del for dem. I disse firmaer er der to store grupper af medarbejdere:
1) bagagehåndtering
2) passagerhåndtering
Bagagehåndteringen er (kort sagt) dem der tømmer og læsser flyene for bagage, cargo etc. Passageragenterne er dem der står i check-in, boarder passagerne ombord på flyene, og generelt er dem der tager sig af passagerne.

I Københavns Lufthavn er der fire groundhandling-selskaber, som man kan søge ind hos:
SGH (SAS Ground Handling)
Aviator
Menzies
CFS (Copenhagen Flight Services)
Københavns Lufthavn har også her en liste, hvor der på nogle af ovenstående kan findes kontaktinformationer. Se listen her.

Min erfaring er, at handlingsselskaberne søger her over vinteren, med ansættelse i foråret, så der er medarbejdere klar over sommeren. Herefter kan man så blive fastansat, men mange starter altså med en sommer-kontrakt.

Paskontrollen

Skal man rejse ud af Schengen, så skal man gennem paskontrollen, der ligger ved finger C. Her er det Københavns Politi der har medarbejdere siddende, for at kigge i pas. Jeg kunne ikke finde et sted hvor man kan ansøge, kun gamle steder hvor fristen er overskredet. Men søg på google, efter ‘Københavns Politi Lufthavn paskontrol job’ eller lignende, og se om de søger.

For Københavns Lufthavn

Københavns Lufthavn har selv en masse funktioner. For eksempel er sikkerhedskontrollens (Security) medarbejdere ansat direkte af Lufthavnen. Rengøring er også et område der varetages. Men der er også en masse mere håndværksmæssige områder, som man kan arbejde med ved Københavns Lufthavn. Der er også en hel brandstation der skal bemandes. Så der er masser af forskellige fagligheder, så der burde være noget for de flestes smag. Du kan se en liste over ledige stiller her, og hvis der ikke er noget der lige passer dig, kan du altid oprette en jobagent på siden, som holder dig opdateret på relevante jobs for dig.

Butikker, spisesteder etc.

Ønsker du at arbejde i TaxFree butikken, er det Heinemann du skal søge hos. Er det en af de andre butikker, kan du med fordel kigger her, hvor der ligger opslag til nogle butikker og spisesteder. Et andet sted man kan prøve er hos HMS Host. Du kan også prøve ved butiksbrandene selv, og du kan på CPH.dk finde ud af hvilke butikker og madsteder der er.

Lufthavnsvikar

Lufthavnsvikar er en fantastisk virksomhed, som jeg selv har arbejdet gennem af to omgange. Både for Aviator og SGH. De er helt fantastiske arbejdsgivere, som varetager en masse forskellige arbejdsopgaver i lufthavnen – lige fra nede i check-in områder til butiksområderne, og til opgaver om at ledsage folk gennem lufthavnen. De er så gode, og man vælger helt selv sine vagter inde i en app. Det er rigtigt godt for studerende, eller folk der kan lide frihed. Har du et stort gå-på-mod kan du også få lov til at arbejde rigtigt meget, hvis du har lyst, og beviser at du kan. De har min største anbefaling, og de er en god måde at komme ind i lufthavnen!

Tak for denne gang,

Jeg håber at denne lille guide kan hjælpe nogle, med at finde drømmejobbet i Københavns Lufthavn, eller i hvert fald finde inspiration til steder at ansøge. Måske du har en ven eller veninde der søger job, som kunne have brug for disse råd? Jeg vil ikke gøre meget ud af at reklamere for at subscribe, men blot nævne, at man kan gøre det ude til højre eller nede i bunden! Man får kun en mail når jeg poster noget nyt, og jeg lover det ikke sker så tit (det er trods alt ‘bare’ en lille hobby-blog). Tak til alle der følger med, og måske vi ses i terminalerne 🙂 God dag til alle!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *