Impulsiv tur til Island ❄️❄️

Jeg er en af dem, der godt kan lide at se mig selv som impulsiv. At gøre noget uventet, som man ikke havde forestillet sig da man vågnede. Om det så bare er en lille ting i dagligdagen, så er jeg vild med det. Men som mange nok kan nikke genkende til, finder jeg det svært at være impulsiv i en tæt pakket dagligdag. Men nogle gange skal man altså bare gøre det! Det var det, jeg fortalte mig selv fredag den 21. april i år, kl. 9 om aftenen, da WOW-air på deres Facebook-side lavede et opslag, om at man morgenen efter kunne komme til Island for 0kr. (Man betalte selvfølgelig lufthavnsgebyr osv, men det er ikke særligt meget).

Beslutningen

Min kæreste og jeg havde bare en hyggelig fredag aften, i selskab med en flaske hvidvin. På det tidspunkt havde vi kun været sammen i lige under 2 måneder, og kun kendt hinanden lige under 3. Derfor var det stadig ikke gået helt op for mig præcis hvor impulsivt jeg godt kan lide at leve. Så da jeg lige pludseligt var helt oppe at køre over at jeg ville til Island morgenen efter, var han da også ved at få sin vin galt i halsen. Jeg sendte hurtigt linket til min ven Sune, som er som en fætter for mig, fordi jeg ved han også er impulsiv og rejseglad. Ikke langt tid efter jeg havde sendt ham et link, sendte han et billede tilbage med en bekræftelsesmail. Min kæreste var ikke vandt til et impulsivt liv, men pludseligt var det ham der sagde: “Gør det, ellers vil du altid fortryde det!”. Så jeg trykkede ‘book’, mens han bundede et glas vin.

Afsted med os!

Min kærestes pas var i hans lejlighed i Malmø, og han tog derfor tidligt afsted om morgenen, så han kunne hente passet og møde os andre i lufthavnen. Vi fløj herefter til Island, ikke mere end 15 timer efter at vi besluttede os for at tage afsted. Vi lejede en bil, og kørte op til en varm kilde vi havde læst om. Der var ca. 3 km. vandretur op til kilden (op af et bjerg). Det var helt fantastisk, at ligge i den varme kilde i badetøj, med udsigt over bjerge og sne. Stemningen på Island var bare præcis som jeg havde forestillet mig den, da jeg lå der, og så bare meget mere intens end man kunne forestille sig!

Efter at have brugt nogle timer med at gå og bade, kørte vi til Reykjavik. Her spiste vi på Hard Rock Cafe (da jeg selvfølgelig skulle have et shotglas til min samling). Senere sov vi i bilen, med vores soveposer, tæt på lufthavnen, så vi kunne flyve hjem igen tidligt søndag morgen.

Den impulsive livstil

Som sagt var min kæreste på ingen måde impulsiv før han mødte mig. Men nu, et halvt år senere, er han vidst ved at have vænnet sig til det. Det vil sige, han tager ikke de store impulsive beslutninger selv, men han bliver ikke lige så chokeret mere, når jeg får en impulsiv idé. Vi skal til Paris her i starten af december. De billetter købte vi mens han var på arbejde, uden at have talt om det inden, da jeg sendte ham et billede af billige billetter med SAS. Vi havde booket dem kort tid efter. Nogle gange har jeg overvejet om det er for meget for ham, når han tydeligvis ikke selv var impulsiv. Men han siger altid, at hans liv var så kedeligt før han mødte mig, og jeg tror egentlig det er præcis det jeg frygter. Et liv uden impulsivitet og overraskelser virker meget kedeligt og trivielt for mig, og nu også for min kæreste, efter at han har prøvet noget andet. I det øjeblik jeg gør noget impulsivt, føler jeg mig rigtigt i live. Det er som at leve i nuet, og glemme alle bekymringer, opgaver, aftaler og andet der normalt fylder ens hoved og rutiner.

Gør det!

Jeg er klar over, at alle ikke er ens. Der er sikkert derfor også mange der slet ikke tænder på det impulsive, hvilket jeg kun kan fascineres over og accepterer fuldstændigt! For hvor ville verden dog også være kedelig, hvis vi alle var ens. Men jeg tror dog mange egentlig gerne vil være mere impulsive! Gøre noget i nuet! Så jeg kan kun anbefale at gøre det, så meget man overhovedet kan! Jeg prøver selv at gøre det mere, fordi det er så livsbekræftende.

Island

Det er desværre dyrt at rejse til Island. Men jeg vender helt sikkert tilbage, og kan slet ikke vente! Det er en helt fantastisk natur, der strækker sig over dette landskab, og en enkelt dag er alt for kort. Har i nogle gode ideer til hvad jeg skal se, når jeg vender tilbage for at få hele oplevelsen?

 


Mange tak for at hæve læst mine tanker i dette blogindlæg, og jeg håber inderligt at du har fået noget inspiration til måske at være mere impulsiv, eller måske at tage en hurtig smuttur ud i verden. Jeg vil meget gerne høre dine tanker, og jeg værdsætter hver en kommentar der kommer!

Mange varme rejsehilsner,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *