Den berømte “Bucket List”

En såkaldt bucket list er en selvfølgelighed for en ægte traveller. Det er en liste over ting man vil nå at gøre eller se inden man dør – og man skal selvfølgelig have sig en rejse bucket list (hvis du spørger mig).

Denne liste er god på så mange måder, at jeg ikke ved hvor jeg skal starte. Den holder drømmene i live, udfordrer dig og giver dig nogle mål der er til at føle på. En god liste er ikke nødvendigvis en du selv har skrevet – for så har den jo kun destinationer på du selv kender til i forvejen. Er det en liste der er lavet på forhånd, vil der højst sandsynligt være destinationer på, som du ikke selv ville have skrevet på, og destinationer du aldrig har hørt om før.

Den “kedelige” version vil være kun at have lande på. Vær meget mere konkret! Når du alligevel finder dig selv stående i Berlin, hvad er det så du gerne vil se? Det gør det også nemmere, når du skal et nyt sted hen, at finde ud af hvad det er du skal bruge din tid på. Er det ved at være tid til en ny rejse/ferie, har du også en liste over hvor du vil hen, og hvor i landet du gerne vil besøge. Har du kun skrevet “Frankrig”, så kan du hakke den af bare ved at have været i Paris. Men du har jo ikke oplevet hele Frankrig ved at have været i Paris, og du har ikke oplevet hele USA ved at have været i New York. Der er så mange fantastiske steder, områder og oplevelser i alle lande, at det vil være en skam og for nemt kun at skrive hele landet på.

Min egen bucket list er lavet af Lonely Planet, og hedder “ULTIMATE TRAVELIST. The 500 best places on  the planet… Ranked”. Det er som undertitlen afslører en liste over 500 ting man skal se og opleve på jorden. Den har steder lige fra gamle ruiner i England til DMZ i Nordkorea. 500 steder der starter fra nummer 1 der er “Temples of Angkor” til nummer 500 der er “Independence National Historic Park” i USA. Derudover er det en flot bog, med gulddekorationer og flotte billeder på alle siderne – og derfor har jeg den også altid stående fremme i min lejlighed. Jeg fik inspirationen til denne bog fra min gode veninde Julie Dahl, som lige nu er i Sydamerika i 9 måneder (hvilket du kan læse mere om under “Featuring”). Det var også hende, der havde købt guldstjerner og sat dem i, på de steder hun havde været – så det blev jeg også inspireret til af hende. Jeg har derfor guldhjerter på de steder jeg har været, og min kæreste har guldstjerner der hvor han har været (jeg fører heldigvis med én).
Dog vil jeg tilføje, at blot fordi jeg har én liste nu, som jeg er ret ny med, som jeg glæder mig til at begynde at få sat nogle hjerter i, så betyder det ikke at jeg ikke også kunne finde på at få flere. For eksempel kunne jeg godt tænke mig en liste med de strande jeg godt kunne tænke mig at besøge i verden, samt en liste med de øer jeg godt kunne tænke mig at besøge. Men lige nu har jeg min smukke Ultimate Travelist, som jeg er meget begejstret for – det bliver helt sikkert et livsprojekt der ikke er færdiggjort inden for de næste par år!

Jeg har flere år prøvet at lavet en liste nytårsaften, med ting jeg gerne ville nå at gøre eller opleve i det kommende år – og det er endnu ikke lykkedes mig faktisk at opfylde en hel liste. Men jeg er sikker på at min bucket list nok skal blive godt fulgt ud – især fordi den jo giver en god tur til at få rejst en masse 😉

Hvad med dig, har du en travel bucket list og hvad er dine erfaringer med den? Eller har du ikke nogen, har du måske fået inspiration til en her? Skriv altid gerne kommentarer, jeg vil elske en samtale om emnet, som kan give mig inspiration tilbage 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *